Støtte
Rejsekammeraten
Omtale

AT VÆRE FAMILIE

Det er ofte i de tætte relationer – den nære familie – at man først bliver opmærksom på de begyndende tegn på demens. Ofte er det også blandt de nærmeste, det kan være sværest at erkende det.

I familien vil man i begyndelsen være tilbøjelig til at bagatellisere de ændringer der sker, og finde forskellige brugbare forklaringer eller undskyldninger.

De menneskelige og sociale konsekvenser vil ofte være mangfoldige og betydelige, når en demenssygdom rammer. Ikke kun for det menneske som får konstateret sygdommen, men også for den nærmeste familie.

Familiens sygdom
Demens bliver ofte omtalt som familiens sygdom – netop fordi en demenssygdom uundgåeligt vil medføre store ændringer i familiens liv.

Det kan være skræmmende at få at vide, at ens ægtefælle, mor eller far har demens.
Alle i familien må forholde sig til, at ’verden’ pludselig ser anderledes ud.
Den demensramte må bl.a. før eller senere ophøre med erhvervsarbejdet og vil dermed miste nogle uerstattelige sociale relationer.

Den raske ægtefælle vil ofte føle en afmagt i et gradvist mere ulige parforhold.
Børnene oplever måske frustration over at far eller mor ikke vil komme til at følge ens liv med uddannelse, job, familie og børn.

Det behøver dog ikke at betyde, at alting bliver meningsløst og trist.
Den nye livssituation kan betyde, at man bliver mere bevidst om at sætte fokus på de værdier, livet indeholder – og som man nogle gange glemmer i den travle hverdag.

Hjemmeboende børn
For hjemmeboende børn kan det være særligt svært at skulle forholde sig til at mor eller far ændrer adfærd.
Børn vil ofte have svært ved at håndtere den afmagt, de føler, når mor eller far bliver alvorlig syg.

Ligeledes vil hjemmeboende børn kunne opleve skyldfølelse, når der i hjemmet opstår konflikter som følge af demenssygdommen.
Måske er de flove over forælderens sygdom og undlader at invitere kammerater med hjem.

Roller
I et ægteskab eller parforhold har vi alle roller og funktioner, bestemt af vores relationer til hinanden.
Jo ældre et forhold er - jo længere det fælles livsforløb har været, desto mere har de følelsesmæssige relationer og praktiske roller fundet deres leje.

Med en demenssygdom ændres forholdet. Den velkendte balance af gensidighed og arbejdsfordeling, det velkendte følelsesmæssige samspil og gensidige forventninger til hinanden, brydes op.

Hvor man før var to om at klare livet i medgang og modgang, bliver det nu gradvis mere den raske ægtefælle, som efterhånden må påtage sig mange af rollerne alene.

Hvor man før var to, der med hver sine ressourcer, bidrog til fællesskabet inden for familien og udadtil, bliver det i overvejende grad den raske ægtefælle, som dette hviler på.

Det vil være en uundgåelig konsekvens af sygdommen, at man gradvist mister nogle af de færdigheder og evner, man har haft. Også evnen til at fastholde de roller og relationer man har haft i parforholdet.

Forholdet parret i mellem kan med en demenssygdom dog godt forblive varmt og nært. Og mange vil opleve, at livet leves endnu mere intenst efter diagnosen er givet.

Hver dag bliver værdifuld. Ingen tid må gå til spilde.  
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel