Støtte
Rejsekammeraten
Omtale

OMTALE

FRA FREDERIKSBORG AMTSAVIS

Et lyspunkt på vejen mod mørket

Demens: I et gammelt skovløberhus ved Kagerup stræber man efter at skabe et værdigt og meningsfuldt tilbud for mennesker med let til middelsvær demens  

Af Jesper Sabroe

Nordsjælland: Juletræet står pyntet i stuen, og morgenbordet er dækket. Lidt væk høres togets tuden på vej ind mod Kagerup station, og fuglene uden for vinduet har travlt ved foderbrættet. Her i skovens idyl i den gamle skovløberbolig »Bakkehus« begynder dagen så småt klokken 10, når de første af de seks-syv daglige brugere ankommer i taxa eller kørt af en pårørende.

Morgenen har været kold, så de små snapseglas til »frostvæsken« er stillet frem. Hver dag begynder med, at man sidder i en times tid for at hygge, snakke og spise. Efter en skålsang går snakken omkring bordet livligt. Om gårsdagens udflugt til Flynderupgård museum, om hvad der skal være af aktiviteter i dag og om tv-dokumentaren »En stille forsvinden«, der netop har været sendt over to søndage i tv, og som skildrer livet for en Alzheimerramt familie gennem et år.

Støtte hvor nødvendigt

Omkring bordet er de daglige brugere alle ramt af Alzheimer. Nogle blander sig mere i snakken end andre. Sygdommen angriber blandt andet sprog og hukommelse - men også dagligdags opgaver som at lyne en lynlås eller snøre et snørebånd kan pludselig være et uoverstigeligt problem. Dele af hjernen påvirkes, mens andre evner er helt intakte.

- Vi støtter ind, hvor det er nødvendigt, og vi er også gode til at hjælpe hinanden, siger Bakkehus daglige leder, Poul Lynderup, der er sygeplejerske og har mange års erfaring med demensarbejde. Netop venskaber og at man alle kender sygdommen, er nogle af huset styrker - sammen med mulighederne for at gå en tur i skoven, arbejde i haven eller på værkstedet, bage kager eller om sommeren spille petanque. Nogle dage går også bare med at handle ind - eller om sommeren tage med husets minibus på en spontan badetur ved Tisvilde.

Det bedste liv, man kan

Nøgleordene i Bakkehus er værdighed og at man skal leve det bedste liv, man kan, fortæller psykolog Karen Skjøtt, der for 12 år siden startede stedet som et samværs- og aktivitetstilbud - supplereret med støtte til de pårørende.

Nogle kommer her en gang om ugen, andre flere dage ugentligt. På væggene hænger fotomontager af aktiviteter, ture, rejser og udflugter til at hjælpe hukommelsen på vej. Jørgen K. Jensen, Gørløse, er i Bakkehus en gang ugentligt, og han står blandt andet for beskæring af havens træer og har plantet mange træer hentet i hans egen have. Selvom det er vinter og træene står bare, så  fortæller han levende om de enkelte træers navne og bladenes farver. Imens er de øvrige herrer blandt dagens brugere gået på værkstedet med Poul Lynderup for at reparere en gammel stol, mens der i køkkenet er gang i kagebagningen.

Frustrationen

Janni Jørgensens mand, Jørn, kommer i Bakkehus, efter at han for nogle år siden fik en Alzheimer-diagnose. For hende betyder det alt, at Jørn har gode dage på stedet.

-  For eksempel betyder det meget for ham, at her også er mænd, for han nyder at bruge sine hænder og værkstedet. Jeg var skeptisk i starten, da Hillerød kommunes demenskoordinator foreslog stedet. Men jeg oplevede, at han havde det hyggeligt og snakkede, hvor han hjemme kunne trække sig tilbage og havde sit fristed i sofaen foran tv’et. Nu kommer han hjem og er afslappet og træt, forklarer hun.

Livline

Rådgivning for pårørende - nærmest døgnet rundt - er en del af tilbuddet på Bakkehus, og det bliver brugt, fortæller Janni og giver et kærligt bjørnekram til Karen Skjøtt, der sidder i stolen ved siden af hende.

- Karen og Poul er min livline, hvis der opstår akutte situationer. For eksempel som når Jørn føler, at han har ild i kroppen, og jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre, fortæller hun.

At Jørn skulle rammes af demens var ikke en del af planen. Diagnosen blev for Janni, som for mange andre af de tusinde pårørende, der lever med en demensramt partner, et farvel til den fremtid, de havde forestillet sig. Er Jørn vågen, må hun være der altid, ellers bliver han urolig. Nogen dage må hun bare sidde hos ham og får ikke lavet noget.

- Så de tre gange seks timer, hvor han er her, kan jeg give slip. Det er et frirum og en kæmpe aflastning, fortæller hun.

Ambitionen

For Karen Skjøtt er det altafgørende, at brugerne holder af at komme i Bakkehuset.

- Man skal leve så tæt på sit eget liv som muligt. Vi gør tingene som en familie, hvilket betyder, at man er med til at løse opgaverne her i huset. Hos os er det ok, at tingen kan tage tid, at man glemmer og må få hjælp, noget der ellers kan være til stor frustration for både den syge og de pårørende i hverdagen, siger Karen Skjøtt.

Fremtiden

Hun glæder sig over, at der er en stigende opmærksomhed på demens, senest udtrykt ved regeringens demens handlingsplan, og ved at der via sats-midlerne nu er afsat 470 millioner kroner til området over tre år.

- Der står alle de rigtige ting i handlingsplanen. Men det afgørende er jo, hvordan det kommer til at se ud i den kommunale virkelighed, siger hun. Og her har det været bølgegang for Bakkehus. I starten var stedet et tværkommunalt tilbud under Frederiksborg Amt, men med kommunalreformen i 2007 blev stedet et privat tilbud med aftaler med de enkelte kommuner. Med sin beliggenhed tæt ved kommunegrænsen har både Hillerød og Gribskov har aftaler med Bakkehus, men Gribskov har netop opsagt samarbejdet og har oprettet sit eget tilbud. Hvordan fremtiden bliver, er derfor usikker.

- Men vi giver ikke slip på de ting, vi har oparbejdet gennem så mange år, siger Karen Skjøtt - i et bestemt tonefald.

frederiksborg@sn.dk 

 

 

Jesper Sabroe, Journalist 

FREDERIKSBORG AMTS AVIS - SN.DK

 TLF: 4824 4100  

DIR: 4822 8906

MOB: 2086 5438 

POST: Slotsgade 1, 3400 Hillerød

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel