BAKKEHUS
DemensKontakten har etableret et dagtilbud i et tidligere skovløberhus i udkanten af Gribskov tæt ved Kagerup station.
Værestedet, der har åbent på ugens hverdage fra kl. 10 til 15, har dagligt 1 fag-person og 1-2 frivillige medarbejdere tilknyttet.
Værestedet er det ’fristed’ hvor man mødes i et socialt samvær med jævnaldrende – og skaber rum for at der kan opstå netværk med ligestillede.
Gennem målrettede aktiviteter ønsker vi at forebygge eller udsætte de vanskeligheder, som sygdommen kan medføre. Vi ønsker at støtte den enkelte til at vedligeholde og/eller genopbygge færdigheder, og derved sikre bedre livskvalitet i hverdagen.
Formål med værestederne er bl.a. at støtte sociale færdigheder, stimulere sanser, styrke orienteringsevnen, styrke praktiske færdigheder, stimulere hukommelsen samt styrke evnen til at udtrykke sig.
Vi tager naturligvis udgangspunkt i den enkeltes interesser og ressourcer og det liv, som vedkommende har levet.
Endelig vil rådgivning og støtte til at kunne leve med demens, være en rød tråd i indholdet i værestedet.




